Osteopati behandling

HVAD ER OSTEOPATI?
Behandling af det hele menneske
Osteopati er en helhedsorienteret behandlingsform, hvor vi kigger på alle de systemer hvor der kan være et sammenhæng med dine smerter. Det kan være mave/tarm-systemet, blodsystemet, nervesystem, det psykiske system, samt muskler og led.


Vi tror på at vi ved at normalisere bevægeligheden i kroppens led, og genoprette kroppens naturlige balance, giver kroppen det bedst mulige udgangspunkt for at kunne hele sig selv.
Osteopati er en manuel behandlingsform, som er baseret på naturvidenskabelige fag som eksempelvis anatomi, neurologi, biomekanik, sygdomslære, og fysiologi.
Teorien bag behandlingsmetoden er, at hvis kroppen bliver korrigeret mekanisk, vil kroppens egne selvhelingsmekanismer træde i kraft. Disse mekaniske korrektioner består af forskellige manuelle teknikker, som for eksempel manipulationer og mobilisering af kroppens led samt behandling af det fascielle væv- det vil sige det tynde bindevæv, der forbinder alle kroppens strukturer. Hvis disse strukturer bliver normaliseret, vil hele kroppen fungere bedre, da alle strukturer i kroppen påvirker hinanden og er afhængige af hinandens funktion.

Hvordan foregår en osteopatisk behandling?
En konsultation starter med en samtale, hvor du fortæller din historie og om dine symptomer/smerter. Herefter vil vi lave en en grundig undersøgelse af hele kroppen. På baggrund af denne laver vi en behandlingsplan, som tager udgangspunkt i at behandle årsagen til symptomerne.
De symptomer, man døjer med, kan stamme fra en årsag, der sidder et helt andet sted i kroppen, og derfor skal hele kroppen inddrages i undersøgelsen. Ellers risikerer man, at det kun bliver symptomerne, der behandles, hvilket kan give en kortvarig symptomlindring, men symptomerne vil vende tilbage.

Vi skal finde årsagen
Døjer man eksempelvis med hovedpine, kan årsagen til denne være at finde omkring korsbenet eller i bækkenet. Derfor skal hele den mekaniske kæde, der omfatter bækkenled, ryg- og nakkehvirvelsøjle, selve kraniet samt alt bindevæv relateret til de involverede regioner undersøges, og de relevante dele af kæden skal behandles, før man kan slippe af med symptomet hovedpinen. En behandlingsplan kan også, udover selve den manuelle behandling, omfatte simple øvelser samt basale anbefalinger omkring kost- og eventuelle livsstilsændringer.
En manuel behandlingsform

Vi arbejder med manuelle teknikker. Dette betyder, at vi primært bruger vores hænder som redskab under behandlingen. Hvilke teknikker der vil blive anvendt, er afhængig af, hvad der skal behandles, og hvem der skal behandles.
Manuelle teknikker som manipulationer og mobilisering af et led, fascie-teknikker samt kranielle teknikker er blot eksempler på nogle af de teknikker, som vi benytter os af under en behandling.

Formålet med manipulation og mobilisering af et led er at normalisere leddets biomekanik eller bevægelighed. Manipulation er en hurtig og præcis bevægelse af et led, hvilket resulterer i et hørbart – og mærkbart klik. Mobiliseringsteknikker er blide og ofte rytmiske teknikker, der både bruges til at optimere et leds normale bevægelighed samt forbedre cirkulationen i vævet. Kranielle teknikker er blide teknikker med let berøring, der anvendes til blandt andet spædbørn med skæve kranier og patienter med hjernerystelse.
Det fascielle væv (bindevævet) omkring organer, muskler og nervesystemet, der forbinder alle kroppens strukturer, bliver desuden ofte behandlet med blide stræk- og mobiliseringsteknikker.